Test: Clearspring – MATCHA green tea powder

Matcha tepulver Clearspring

I dag testes økologisk Matcha tepulver fra Clearspring. Matcha tepulver er malede teblade af topskud, som har stået i skygge inden høst. Man drikker således tebladene! Matcha kommer kun fra Japan. Kiloprisen på dette økologiske tepulver fra Clearspring er cirka 2450 kr. Det kan lyde dyrt, men fremstillingsprocessen er krævende, smagen er unik og nogen mener, at indholdet af de sunde stoffer, catechinerne, er 10 gange større i Matcha te end i te lavet som udtræk af teblade.

Clearspring er en engelsk virksomhed som gerne vil have fokus på økologiske og bæredygtige fødevarer i høj kvalitet. De fleste af deres importerede varer er japanske. På pakken med Matcha tepulver står der “Premium grade”, hvilket er den midterste af tre kvaliteter og betyder, at det egner sig til både madlavning og drikke.

Clearspring beskriver, at pulveret kommer fra Uji, som er en region i bjergene omkring Kyoto i Japan. Pulveret er pakket hermetisk og mørkt ind, uden mulighed for at luft eller sollys kan komme i kontakt med det. Pakken er med mulighed for genluk. Så alt i alt er det en rigtig god emballage. Pulveret er produceret 1/2014 med mindst holdbar til 1/2016. Jeg synes umiddelbart ikke, at det gør noget, at den er fra 1/2014 da hverken luft eller lys kan komme i kontakt med pulveret. Husk mindst holdbar betyder ikke, at den kun er holdbar til der, men blot, at den i værste fald, kun er holdbar til der. Det som har betydning, er, at du sikrer den er hermetisk lukket efter åbning og gerne opbevarer den i køleskabet efter åbning.

Så skal pakken åbnes! Tepulveret dufter kraftigt og skønt – og giver mig mange duftoplevelser. Der er en blød og behagelig duft af tang, halm og sødme. Farven er jadegrøn. Jeg smager på tepulveret og bliver virkelig overrasket over de mange forskellige smage som forandrer sig i min mund. Den smager svagt bitter og har en blødhed i smagen som giver mig associationer til fløde. Smagen kan bedst beskrives som en bladning af grøn te, tang, fløde og så tilført noget sødme. Den milde bitterhed forsvinder hurtigt og påvirker ikke eftersmagen. Til gengæld kommer der en nøddesmag frem i eftersmagen. Spændende!

Så skal Matcha teen tilberedes! Jeg bruger 1/2 tsk. pulver til et krus vand. Man kan sagtens bruge mere eller mindre, alt efter ens smag. Er du i tvivl om, hvordan man tilbereder Matcha, så læs min tilberedningsguide.

Matcha tepulver Clearspring glas

Den tilberedte te dufter dejligt, lidt halm-agtigt, men den skummer ikke helt så meget, som jeg havde forventet. Jo mere pulver man bruger, jo mere skummer Matcha teen. Farven på teen er meget dyb jadegrøn. Teen er silkeblød i sin smag. Det kan måske lyder underligt, at skrive sådan, men det er igen denne blødehed og milde flødeagtige fornemmelse, jeg får, når jeg drikker den. Meget delikat. Den er en meget svag bitter i smagen. Teen smager som en rigtig god traditionel grøn te tilsat lidt mælk, men med meget fylde og intensitet i. Den er både kraftig og mild på samme tid.

Jeg synes, at denne Matcha te er en god te!

Denne milde smag af fløde og fraværet af bitterstoffer gør, at dette Matcha tepulveret er særdeles egnet til kolde mælkeretter som fx smoothie, cremefraiche-dressing eller som drys på yoghurt. Jeg har prøvet at drysse det over en frugtyoghurt med havregryn og mysli på, og det var delikat. Jeg synes, at netop dette Matcha tepulver egner rigtig godt til opskrifter som pandekager, creme brulee eller soufflé.

Se opskrift på Matcha Creme Brulee.

Se opskrift på Matcha Soufflé.

En varm kop kakao lavet med mørk chokolade og lidt Matcha pulver i, vil også være særegnet og delikat. Som varm drik bruges Matcha naturligvis typisk til te, men også som latte.

Går du udelukkende efter de sunde effekter ved grøn te, catechinerne, så læs mit indlæg om, hvordan grøn te reagerer på postevand ved forskellige temperaturer og udvælg tilberedningsmetoder med lav temperatur.

Rigtig god fornøjelse!

Her kan du billigst købe Clearspring Matcha grøn te pulver, Premium grade:

Helsehelse: 98,00 kr. plus fragt

Helsebixen: 108,00 kr. incl. fragt

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *