I dag glæder jeg mig, fordi vi skal smagsteste “Grøn Chai med grøn the og galangarod” fra Tetemplet. Chai te er typisk en sort te krydret med krydderier som fx kanel, kardemomme, nelliker, ingefær, anis, peber og laurbærblande. Tetemplet har lavet en Chai te baseret på grøn te (gunpowder te) og tilsat stødt ingefær, galangarod, kardemomme og sødet med rørsukker. Der skal tilsættes mælk, hvilket gør den til en Grøn Chai Latte. Kiloprisen er 345 kr.
Røret er lavet af kraftig pap og låg/bund af metal. Låget er tætsiddende og emballagen virker således fin. Der er en god blanding af te, sukker og krydderier. Mit gæt er, at der er omkring 25% te i blandingen. På fotoet ser det ud som om, at der er mere te, men det er fordi teen lægger sig øverst.
Jeg smager på teen i dens rå form, og den er faktisk rigtig god! Den smager af ristet grøn te, tang og ingefær – og den er lækker sprød!
For tilberedning står der, at man skal fylde 1-5 spsk. Chai te i filter i 2 dl. kogende vand og lade det trække 3-4 minutter, hvortil der tilsættes 1 dl. varm mælk (gerne skummet).
Jeg bruger 2 dl. kogende vand, 2 spsk. Chai te og lader det trække i 3 minutter. Til sidst tilsætter jeg 1 dl. varm mælk og rører det godt rundt.
Farven på teen er meget smuk – en beige Chai Latte farve.
Teen dufter svagt af mælk og krydderier. Det overrasker mig faktisk, at den ikke dufter af mere. Den smager virkeligt sødt, og inden jeg kan skrive mere, skynder jeg mig at tilsætte 1 dl. kogende vand, hvilket gør den meget mere afbalanceret. Den smager fint krydret, har en lille behagelig eftersmag af noget stærkt, men den smager måske lidt for meget af mælk.
Jeg vil prøve at lave den på en anden måde og hælder teen ud. I bunden har krydderierne samlet sig, hvilket fortæller, at man skal omrøre teen en gang i mellem under drikningen af teen.
Nu tilbereder jeg min Grøn Chai Latte med 1½ spsk. Chai te til 3 dl. vand og lader den trække i 6 minutter, således at der kommer mere te-smag og mindre sødme og krydderi. Jeg tilsætter en ½ dl. mælk.
Teen smager faktisk af det samme som før, den er blot lidt mere tynd i sin smag! Det overrasker mig. Det betyder, at hvis jeg vil have mere grøn te smag, at jeg selv skal tilsætte noget ekstra grøn te. Hvis man vil have sin Chai Latte primært skal smage af et mix af krydderier, sødme og mælk, så er den ganske fin, som den er. Er du vild med Chai Latte, så prøv også Matcha te og put varm mælk i.
Jeg vil give teen 4 tekopper, fordi det er en fantastisk god grøn te som er tilsat, og den er helt uden nogen form for bitterhed, selv om den er dejlig kraftig i smagen. Teen har også en fin smag af krydderier.
Jeg har fundet teen billigst her: